
Jonathan Frey Østergaard er MLRO i Spar Nord Bank og taler på konferencen Fraud & IT-relateret økonomisk kriminalitet den 29. marts , hvor han kommer ind på hvordan og hvad Spar Nord Bank forbinder med den gode undersøgelse af erhvervskunder. Han uddyber på hvilke områder, Spar Nord Bank ser øget risiko, herunder specifikke brancher, og hvad de typisk observerer.
Inden konferencen kan du læse et spændende interview med Jonathan.
Hvordan arbejder du med Fraud og it-relateret økonomisk kriminalitet til daglig?
I mit daglige arbejde er jeg ikke direkte placeret i fraud afdelingen, men det berører naturligvis min hverdag. Fraud fylder mere og mere i det daglige, specielt for privatkunder, hvor det er en naturlig del af den almindelige alarmbehandling at holde øje med, hvorvidt kunder bliver misbrugt som for eksempel muldyr eller foretager usædvanlige transaktioner. I mit daglige virke er mit fokus snarer på, hvordan brugen af stråmænd i selskaber er med til at sløre de egentlige bagmænd, og hvorvidt disse også er medvirken til at sløre selskabers egentlige formål. En stråmand kan i grove træk sammenlignes med et muldyr. Det er jo i bund og grund en person, som lader sin identitet blive udnyttet til brug for økonomisk kriminalitet, og sandsynligt også får en økonomisk gevinst herfor.
Hvilke udfordringer i forhold til Fraud ser du som de største for Finanssektoren lige nu?
Den største udfordring er brugen af muldyr. Antallet af unge som lader deres konti blive brugt til muldyrs aktiviteter er eksploderet, og der er ikke umiddelbart tegn på, at dette er i en nedadgående trend. Der bliver heldigvis gjort meget for at advare herom, og effekten kan vi forhåbentligt se inden for en relativ kort periode. Derudover kommer vi ikke udenom såkaldte lovescam, der fortsat fylder en del, og det samme gør sig generelt også gældende for svindel mod ældre borger, hvor de lokkes til udlevering af private oplysninger som blandt andet NemId/MitId login oplysninger.
Hvordan ser fremtiden ud for Fraud? Vil der komme andre udfordringer og muligheder i fremtiden?
Det er svært at sætte konkrete ord på. Jeg tror personligt, at det kommer til at fylde mere og mere i fremtiden. I takt med udviklingen af vores præventive systemer, vil svindlerne også løbende prøve at finde huller i disse systemer. Til tider vil vi være på forkant, men det vil vi kun være indtil, at svindlerne finder en ny metode. Jeg tror derfor, at det er et område, der vil fylde væsentligt mere, men man vil nok i højere grad arbejde hen imod at opsætte præventive barrierer, som skal stoppe svindlen før, at det sker.
Der er derfor også gode muligheder for udvikling i den finansielle sektor, idet der løbende vil være et behov for engageret og nysgerrige personer, som ønsker at løse fremtidens problemer før de opstår. Det handler derfor også om at kunne tænke kreativt.
Hvad taler du om på konferencen?
Jeg vil til konferencen tale om, hvad vi i Spar Nord Bank anser som den gode undersøgelse af erhvervskunder. Her vil jeg blandt andet kommer ind på, hvordan vi strukturer en gennemgribende undersøgelse, og hvilke datakilder vi primært benytter os af til at udføre denne undersøgelse. Der vil sikkert være punkter, som flere vil kunne se sig selv i, men forhåbentlig vil jeg også komme med inputs, der kan inspirere andre i sektoren. Derudover vil jeg også komme ind på områder, som vi i Spar Nord Bank ser af udfordringer ved erhvervskunder, hvor det blandt andet er områder som brugen af professionelle rådgivere, problematikken ved factoring, fakturasvindel og mere.
Hvad glæder du dig til i forhold til årets program?
Jeg glæder mig specielt til at komme og høre de andre talere. Der er et yderst spændende program sat op, og jeg sikker på, at alle vil få en super spændende dag, hvor der er rig mulighed for at blive opdateret på nyeste viden, og hvad fremtiden bringer os inden for dette spændende område. Derudover glæder jeg mig også til at få muligheden for at netværke med både deltagere og talere i løbet af dagen, hvor man på den måde kan få en eventuelt videre snak om et specifikt område, og ellers bare få videns delt om de udfordringer, som vi hver især sidder med til dagligt.
Hvis du skulle holde et indlæg på konferencen om 5 år, hvad ville du så tale om til den tid?
Om 5 år tror jeg ikke nødvendigvis, at selve metoden for undersøgelse af erhvervskunder har ændret sig væsentligt, men jeg tror derimod, at der er kommet nye redskaber til at udføre disse undersøgelser. Jeg tror samtidig også, at vi ser ind i et bedre og bredere samarbejde blandt de underretningspligtige og de offentlige myndigheder, hvor vi herigennem kan blive bedre til at løse udfordringen med både fraud og økonomisk kriminalitet. Så om 5 år, vil jeg forhåbentligt kunne komme og fortælle om, hvordan vi via et styrket samarbejde, er med til at nedbringe mængden af økonomisk kriminalitet og samtidig få stoppet svindlerne.
Vil du gerne høre mere den gode undersøgelse af erhvervskunder?
På konferencen Fraud & IT-relateret økonomisk kriminalitet den 29. marts kan du høre et indlæg med Jonathan og blive klogere på emner som fakturasvindel, problematikken ved factoring, kriminelles brug af professionelle rådgivere og meget mere. Læs mere og tilmeld dig her.





