De regulatoriske udfordringer er en svær nød at knække

Jan ussing om teknologiske muligheder

På konferencen Outsourcing & Cloud i den finansielle sektor den 30. marts kan du høre taler og ordstyrer Jan Ussing Andersen, der er partner og advokat i Bird&Bird. På konferencen holder han et indlæg om, hvordan outsourcingbekendtgørelsen og andre regulatoriske krav kan give hindringer for blandt andet partnerskaber og leverandørkontrakter, som forretningen gerne vil gennemføre. Jan kommer desuden omkring mulige løsninger.

Inden konferencen kan du læse et spændende interview med Jan her.

Hvordan er Outsourcing og Cloud en del af dit arbejdsområde?

Jeg arbejder med outsourcing- og teknologikontrakter hver dag, og det har jeg gjort i godt 15 år. En stor del af disse er inden for den finansielle sektor, en del af disse i relation til eller bygger oven på rene cloudløsninger eller som på anden måde fungerer som en standardiseret service leverance.

Som advokat for både kunder i den finansielle sektor og leverandører dertil, får jeg indsigt i udfordringerne for begge parter – at få enderne til at mødes uden at udsætte den finansielle institution for uacceptable regulatoriske risici eller begrænse leverandørens fleksibilitet i leverancen unødigt, er ikke ligetil. Det giver ofte lidt hovedbrud, særligt når det skal passes ind i en kommerciel virkelighed.

Hvilke udfordringer og muligheder ser du inden for Outsourcing og Cloud?

Først og fremmest er jeg teknologipositiv og ser (og ønsker) mulighederne ved ny teknologi. Se bare på hvordan ChatGPT tager verden med storm. Det åbner fantastiske muligheder for at skabe bedre løsninger for os alle – det kan være virtuelle kunderådgivere som altid er tilgængelige, bedre sikkerhed for virksomheden og alle mulige andre genialiteter, som klogere mennesker, end jeg selv kan finde på.

Nogle af perspektiverne ved netop AI er dog lidt skræmmende for os, som er opvokset med Terminator og Matrix-filmene. De muligheder kommer dog ikke uden udfordringer, også i lidt mindre skala end at miste verdensherredømmet til maskinerne.

De regulatoriske udfordringer, for de finansielle institutioner, nu mest outsourcingreglerne og GDPR men lige snart også DORA- og AI-forordningen, er en svær nød at knække. Regelsættene forudsætter en individuel kontrol og styring som strider mod visse kerneelementer i leverancemodellerne. Netop det slip med kontrollen i cloud er også kimen til nogle af de operationelle og kommercielle udfordringer, hvor lock-in gør det svært at udnytte alternativer og i øvrigt sikre sig mod urimelige prisstigninger. Sidst viser de seneste års erfaringer, at det langt fra altid er billigt at gå cloud-vejen.

For den finansielle sektor er der den særskilte udfordring, at reguleringen – eller den måde den implementeres på i virksomhederne – for mange reelt hindrer innovation. Det er et område, som jeg tror, vi alle skal arbejde med.

Hvilke tendenser inden for Outsourcing og Cloud tror du, vi vil se i fremtiden? 

Der kommer et stort fokus på sikkerhed på den ene side. Både fordi de regulatoriske krav kommer, men også fordi det giver forretningsmæssig god mening. På den anden side så tror jeg, som Bill Gates, som netop har udråbt AI til ”the hottest topic of 2023” i Forbes, på mulighederne inden for AI, herunder som et særskilt ”lag” oven på cloudleverancerne. Det bliver spændende at se om de stærke AI-modeller bliver forbeholdt de store leverandører – lige nu kunne det jo tyde på det.

Hvad taler du om på konferencen Outsourcing og Cloud i den finansielle sektor, og hvad håber du, at deltagerne får ud af det? 

Jeg er jo ordstyrer, så som en anden toast-master håber jeg, at jeg kan styre dagens gang på en god og rolig måde med en smule humor. Jeg håber deltagerne bliver oplyste, udfordrede og interesserede i mere.

Hvad glæder du dig til i forhold til årets program?

Jeg glæder mig til at lære mere om DORA, de seneste udviklinger samt at kunne binde enderne på tværs af de forskellige complianceområder.

Hvis du skulle holde et indlæg på konferencen om 5 år, hvad ville du så tale om til den tid?

Om 5 år vil vi skulle tale om, hvordan vores compliance har udviklet sig til at blive en reel business enabler – både gennem teknologi, men også gennem justering af regulatoriske krav og samarbejde mellem myndigheder, finansielle institutioner og leverandører.

Vil du gerne høre mere om regulatoriske udfordringer fra Jan Ussing Andersen?

Hvordan finder vi hinanden, når regulatoriske krav kommer på tværs? Hvilke løsninger er der på typiske udfordringer, hvad kan leverandøren gøre for at forberede sig bedst muligt, og hvordan kan kunden eventuelt udnytte proportionalitetsprincippet til at få enderne til at mødes? Alt dette og meget mere får du svar på i Jan Ussing Andersens spændende indlæg på konferencen Outsorucing & Cloud i den finansielle sektor den 30. marts. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.

Del dette Indlæg