Anne-Sofie Reng Japhetson er underdirektør for kontoret for mellemstore banker i Finanstilsynet og på konferencen Risici i den finansielle sektor den 3. & 4. juni kan du blive klogere på det aktuelle risikobillede og høre seneste nyt for Finanstilsynet.
Inden konferencen kan du læse et spændende interview med Anne-Sofie her.
Hvad er din baggrund og hvilke arbejdsopgaver og processer sidder du med til dagligt?
Jeg er underdirektør i Finanstilsynet og sidder med ansvaret for tilsyn med de mellemstore kreditinstitutter generelt og tilsynet med alle kreditinstitutters markedsrisiko, modpartsrisiko og IRRBB. Jeg er også medlem af Det Systemiske Risikoråd. Mit arbejde består i løbende at følge udviklingen i de institutter, jeg har ansvar for – det gælder både ift. hvordan deres ledelse fungerer, deres organisering og governance struktur, udviklingen i deres risikoappetit og de risici, som institutterne påtager sig samt udviklingen i risikobilledet generelt ift. hvilke risici der kan ramme det enkelte institut og sektoren bredere. Vi fører et risikobaseret tilsyn. Dvs. vi har fokus på de væsentligste risici i sektoren og hos det enkelte institut. De ting der potentielt kan koste et institut livet. De ting der kan risikere at påføre indskydere tab og skabe mistillid til den finansielle sektor og underminere den finansielle stabilitet.
Hvilke muligheder og udfordringer er der inde for feltet?
Der sker hele tinden noget nyt. Nye og gamle risici kommer op til overfladen, imens andre trænger i baggrunden i en periode. Hvis man parkerer et risikoområde for en periode og ikke har fokus herpå, så har det det med at dukke op igen, netop fordi man har glemt at have fokus på det.
Der er altid noget at interessere sig for, men der er også altid for mange ting at interessere sig for, til at man kan det hele i detaljen. Og det interessante og spændende er, at lande en god balance, hvor man holder hovedet oven vande og fanger det vigtigste.
Kan du fortælle om nogle af de vigtigste ting, der er sket inden for udviklingen af risikofunktionen?
Risikofunktionens rolle er blevet tydeligere. Men kompleksiteten af rollen er også steget i takt med at forventningerne til rollen stiger. Samtidig er det regelsæt der gælder for kreditinstitutter blevet mere og mere omfattende og komplekst, hvilket stiller store krav til kompetencerne i risikofunktionen. Det er bredt spektrum af risikoområder, som funktionen skal bidrage til at give et overblik over.
Hvordan ser fremtiden ud inden for risici i den finansielle sektor?
Den finansielle sektor er grundlæggende et gode for os alle og varetager vigtige funktioner, som understøtter vores hverdag. Vi betror den finansielle sektor vores lønmidler og vores opsparing. Og langt hen ad vejen gør vi det, fordi vi har tillid til den finansielle sektor. Tillid til, at de passer godt på vores penge og at de hjælper til at samfundshjulene kører rundt. Borgere og virksomheder skal have tillid til, at den finansielle sektor forvalter deres rolle ordentligt. Dermed har den finansielle sektor også et meget stort ansvar. Et ansvar for at tage fornuftige valg og velgennemtænkte og overvejede risici.
For at kunne det skal man kontinuerligt være opmærksom på, hvilke risici det er man eksponeres overfor, og hvad de indebærer. Man skal sikre, at man har kompetencer, ressourcer, kapital og likviditet til at håndtere dem. Og det afhænger både af egne valg og udviklingen i samfundet og økonomien generelt. Det er en dynamisk størrelse, så der vil altid være både gamle og nye risici man skal forholde sig til og følge.
Hvad vil du tale om på konferencen, og hvad håber du deltagere får med hjem?
Jeg vil tale om det aktuelle risikobillede og Finanstilsynets fokus som følge heraf. Nogle af de risikoområder der fylder meget hos os for tiden er styring af renterisici i bankbogen, udviklingen på markedet for udlejningsejendomme, ejendomsprojekter og den grønne omstilling i et kreditrisiko perspektiv. Likviditetsrisici som følge af øget udbredelse af prioritetslån er også et fokusområde. Jeg håber at kunne give et billede af, hvordan vi fra Finanstilsynets side ser på disse områder. Derudover vil jeg komme ind på nogle af de erfaringer vi gør os, når vi er på inspektionsbesøg ift. den risikoansvarliges rolle og opgaver, samt varetagelsen heraf.
Hvorfor skal man tilmelde sig Risici i den finansielle sektor? Hvorfor er det et vigtigt område?
Risikobilledet for den finansielle sektor ændrer sig altid og kompleksiteten stiger kontinuerligt. Det er vigtigt at følge med.
Vil du gerne høre mere fra Anne-Sofie Reng Japhetson?
På konferencen Risici i den finansielle sektor den 3. & 4. juni kan du få en update på finanstilsynets fokusområder, når Anne-Sofie Reng Japhetson går på scenen og deler det aktuelle risikobillede. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.