Ny samarbejdspartner på konferencen Byggeretdagene

Bruun & Hjejle er ny samarbejdspartner på Insight Events’ årlige konference, der samtidig skifter navn til ”Byggeretsdagene”. Med samarbejdet sætter Bruun & Hjejle yderligere kræfter bag konferencen og vil bidrage til at udvikle et ambitiøst og skarpt kurateret program. Konferencen afholdes den 9.-10. september 2026. Husk at save the date!

Som ny samarbejdspartner vil Bruun & Hjejle engagere sig tæt i udviklingen af konferencens indhold og format. Programmet vil blive sammensat med fokus på faglig dybde og oplægsholdere med solid erfaring. Ambitionen er at videreudvikle konferencen og styrke dens position som det førende faglige mødested for bygherrer, entreprenører og rådgivere i bygge- og anlægsbranchen – et forum, hvor man får samlet nyeste viden og indsigter fra øverste hylde af juridiske specialister.

“Bygge- og anlægsområdet stiller i dag langt større krav til dem, der såvel internt som eksternt beskæftiger sig med de juridiske rammebetingelser. Det giver derfor god mening at have et ambitiøst fagligt forum, hvor der er mulighed for at komme i dybden med de komplekse problemstillinger, der opstår i projekterne, og hvor deltagerne får indsigter med hjem, som skaber konkret værdi i den daglige rådgivning. Det glæder vi os meget til at bidrage til gennem vores erfaringer og de oplægsholdere af øverste hylde, vi har til at medvirke,” siger Liv Helth Lauersen, partner og leder af Entreprise i Bruun & Hjejle.

Christian Taksøe, partner i Entreprise hos Bruun & Hjejle, supplerer:

“Med vores engagement i konferencen ønsker vi ikke blot at bidrage fagligt, men også at være med til at sætte retning for branchens fælles vidensniveau. Ambitionen er at skabe et fast årligt skræddersyet program, der samler de vigtigste nyheder, den nyeste praksis og de mest aktuelle tendenser inden for byggeri og anlæg. Vi ved, at der er mange gode tilbud derude, og at det kan være svært at prioritere i en travl hverdag. Netop derfor er det vores mål at gøre Byggeretsdagene til det ene årlige event, man ikke bør gå glip af – fordi man ved, at man her får den viden og de værktøjer, der er nødvendige for at navigere i en branche præget af hastig udvikling og stigende kompleksitet.”

Save the date

Konferencen Byggeretsdagene afholdes i Charlottehaven den 9.-10. september 2026 og sætter i år fokus på samarbejds- og kontraktformer, syn- og skøn, forsikring samt udbudsret og offentlig regulering. Det nærmere program vil blive offentliggjort i løbet af foråret.

Konferencen henvender sig til personer, der til dagligt arbejder med juridiske problemstillinger i bygge- og anlægsprojekter – hvad enten man er bygherre, entreprenør, arkitekt, ingeniør eller anden professionel rådgiver.

Vi glæder os til sammen med Bruun & Hjejle at byde dig velkommen til to faglige og udbytterige dage. Du kan holde dig opdateret om konferencen her.

Del dette Indlæg