
På Udbudskonferencen den 5. & 6. oktober kan du høre Rasmus Holm Hansen, partner og advokat hos Kammeradvokaten, hvor han vil tale om skræddersyede byggerier. Indlægget vil dels fokusere på, hvad der skal til, før et byggeri eller et lejemål anses for at være skræddersyet, dels hvilke aftaler der i givet fald er nødvendige at få på plads.
Læs et spændende interview med Rasmus her.
Hvordan er din baggrund og professionelle erfaring med Udbudsretten?
Jeg er udbudspraktiker gennem de sidste 16 år. Jeg har rådgivet om stort set alle facetter af udbudsretten og inden for mange markeder og brancher, men jeg har særlig erfaring med byggeri, OPP mv. Selvom jeg har en indre udbudsnørd, lægger jeg stor vægt på, at jeg er praktiker, og jeg skal finde løsninger til virkelighedens verden.
Hvad er de største udfordringer inden for udbudsretten i dine øjne?
Måske at både de bagvedliggende direktiver og den udbudsretlige praksis i vidt omfang skabes af personer, der har begrænset aktuel praktisk erfaring. Udbudsretten er 98 % sund fornuft og logik og 2 % overdreven formalisme, men desværre fylder de 2 % engang imellem lidt for meget.
Hvordan tror du fremtiden og udviklingen ser ud på det udbudsretlige område om 5-10 år?
Jeg tror, at vi vil se flere langvarige samarbejder, som selvfølgelig har en række mere idealistiske formål, men som også har til formål at reducere transaktionsomkostningerne, fordi det er dyrt at gennemføre og måske særligt deltage i mange udbud.
Hvilke muligheder som ikke eksisterer i dag, håber du bliver muligt?
Jeg håber, at der bliver skabt en fri adgang til at benytte de fleksible udbudsformer, og at rummet for ændringer undervejs bliver udvidet. Jeg håber inderligt, at de 2 % overdreven formalisme reduceres – og gerne med 2 %.
Hvad taler du om på Udbudskonferencen, og hvad håber du, at deltagerne får ud af det?
Jeg taler om skræddersyede lejemål og skræddersyede byggerier, som jeg meget håber, at jeg kan afmystificere lidt. Jeg mener, at der er et uudnyttet potentiale her, og der er kommet ny praksis, der understøtter det. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om. Og så håber jeg, at det vil være klart, at det er en praktiker, der taler.
Hvad er dine egne forventninger til konferencen?
Jeg har været med mange gange. Både som deltager og som taler. Og jeg får altid noget ud af det. Det er et spændende program med en række af de dygtigste teoretikere og praktikere. Det bliver godt.
Vil du gerne høre med om skæddersyede lejemål og byggerier?
På Udbudskonferencen kan du høre et spændende indlæg fra Rasmus. Du kan læse mere om konferencen her og tilmelde dig her.