
På Udbudskonferencen den 5. & 6. oktober kan du høre et spændende indlæg af Sune Troels Poulsen, der er advokat og ph.d. På konferencen deler han det vigtigste nyt fra EU, hvor der fokuseres på praksis fra EU-domstolen, herunder Retten, afsagt i løbet af seneste år.
Læs et spændende interview med Sune her.
Hvordan er din baggrund og professionelle erfaring med Udbudsretten?
Jeg har i en årrække været ansat som lektor og docent ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet. I 2015 – 2018 var jeg partner i to advokatvirksomheder, hvorefter jeg har etableret egen advokatvirksomhed.
Jeg har skrevet en række artikler om udbudsretlige emner, og jeg er medforfatter til værket EU Udbudsretten, som analyserer reglerne i udbudsloven.
Jeg rådgiver offentlige ordregivere og virksomheder om udbudsretlige spørgsmål, og jeg varetager klagesager ved Klagenævnet for Udbud.
Hvad er de største udfordringer inden for udbudsretten i dine øjne?
Udbudsloven gennemfører EU’s udbudsdirektiv. Der er således foretaget en dansk implementering og omskrivning af EU’s udbudsdirektiv.
De to parallelle udbudsdirektiver, forsyningsvirksomhedsdirektivet og direktivet om koncessionskontrakter, er gennemført i Danmark ved bekendtgørelser. Dette indebærer, at de to direktiver gælder i deres originale form i Danmark.
For relativt mindre bygge- og anlægskontrakter gælder lov om indhentning af tilbud på visse offentlige og offentligt støttede kontrakter. Dette er en særlig dansk lov, som indeholder regler, som adskiller sig fra udbudsloven, og som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med EUF- traktatens regler og principper.
Anvendelse af fire forskellige regelsæt på forhold, som i vid udstrækning er sammenlignelige, giver uklarhed i retsstillingen og dermed udfordringer for de offentlige indkøbere.
Hvordan tror du fremtiden og udviklingen ser ud på det udbudsretlige område om 5-10 år?
Om 5-10 år har Danmark gennemført en ny generation af udbudsregler på grundlag af nye udbudsdirektiver fra EU.
Forhåbentlig er der ved denne lovgivningsproces gjort op med, at der i Danmark i dag gælder fire forskellige love på forhold, som i vid udstrækning er sammenlignelige (jf. ovenfor).
Hvilke muligheder som ikke eksisterer i dag, håber du bliver muligt?
Statens og Kommunernes indkøb er ikke længere fritaget fra reglerne i offentlighedsloven om aktindsigt.
Statens direkte tildeling til Kammeradvokaten af opgaver knyttet til det offentlige indkøb af varer, tjenesteydelser og bygge- og anlægsopgaver, som ikke har nogen sammenhæng med begrundelsen for Kammeradvokat-ordningen, er ophørt.
Hvad taler du om på Udbudskonferencen, og hvad håber du, at deltagerne får ud af det?
Mit emne er Vigtigste nyt fra EU, hvor der fokuseres på praksis fra EU-Domstolen.
Mit håb i forhold til deltagernes udbytte er, at deltagerne får den nyeste og mest aktuelle viden om, hvordan EU-Domstolen har fortolket udbudsreglerne, således at deltager er klædt på til at anvende udbudsreglerne i deres daglige aktiviteter.
Hvad er dine egne forventninger til konferencen?
At deltagerne bliver opdateret på ny viden og nye problemstillinger inden for udbudsretten, så de er klædt på til i deres daglige arbejde med udbudsretten at håndtere de aktuelle problemstillinger.
Vil du gerne høre mere den nyeste og mest aktuelle viden om EU-domstolen?
På Udbudskonferencen deler Sune det vigtigste nyt fra EU. Du kan læse mere om konferencen her og tilmelde dig her.