
Kristian Holst Laursen er leder af forskergruppen Plantenæringsstoffer og Fødevarekvalitet på Københavns Universitet. På konferencen Food Fraud den 15.-16. september præsenterer og diskuterer Kristian fødevaresvindel og fødevareautenticitet fra et analytisk og internationalt perspektiv.
I denne artikel kan du læse et interview med Kristian Holst Laursen.
Hvordan arbejder du med fødevaresvindel/fødevaresikkerhed til daglig?
I forskergruppen for Plantenæringsstoffer og Fødevarekvalitet på KU udvikler vi metoder til at analysere forskellige kvalitetsparametre i planter og plantebaserede fødevarer. Vi har især fokus på analyse af grundstoffer og deres stabile isotoper, hvilket repræsenterer to veletablerede metoder til at bestemme hvor og hvordan, en plante er dyrket, og kan dermed anvendes til at afsløre fødevaresvindel. Vores mål er at levere ny viden og anbefalinger inden for bæredygtig og ressourceeffektiv planteproduktion, som samtidig giver sikre, autentiske og næringsrige fødevarer. Det vil sige, at vi også arbejder med forskellige produktionsformers betydning for plantekvalitet. Det inkluderer både økologisk, konventionel, udendørs og indendørs plantedyrkning.
Besøg forskergruppens hjemmeside her: https://plen.ku.dk/english/research/plant_soil/plant-nutrients-and-food-quality/
Hvilke udfordringer og muligheder ser du som de største inden for fødevaresvindel lige nu?
Vi indtager i stigende grad en global diet, hvilket betyder, at der handles med fødevarer mellem lande og kontinenter. En fødevare har potentielt været længe og langt undervejs, inden den rammer de danske køkkener. Det øger behovet for sporbarhed og dokumentation af fødevarers kvalitet og autenticitet. Fødevaresvindel og fejl i fødevareproduktion har altid eksisteret, men den stigende internationale handel repræsenterer en stor udfordring.
Hvordan ser fremtiden ud inden for dette område?
Vores analytiske værktøjskasse til at afsløre fødevaresvindel vokser hele tiden, men svindlerne bliver også dygtigere og dygtigere. Den stigende internationale handel med fødevarer betyder, at der fortsat er et stort behov for at kunne spore fødevarer og dokumentere deres autenticitet. Samtidig betyder den grønne omstilling, at nye typer af fødevarer rammer de danske supermarkeder. Det øger behovet yderligere for analytiske værktøjer til at bestemme fødevarers oprindelse og kvalitet.
Hvordan har corona-pandemien påvirket fødevaresvindlen det sidste års tid?
Flere rapporter fra udlandet har konkluderet, at corona-pandemien har gjort den globale fødevareforsyning mere sårbar. Pandemien har sat flere led i forsyningskæden under pres, hvilket øger sandsynligheden for svindel og fejl. Pandemien har dog også resulteret i stigende interesse for nationale og lokalt producerede fødevarer, og nye produktionsformer har fundet vej til Danmark – såsom vertikalt landbrug. En øget grad af selvforsyning i Danmark kan måske mindske risikoen for fødevaresvindel for visse fødevarer, som traditionelt importeres fra udlandet.
Hvad taler du om på konferencen Food Fraud?
På konferencen vil jeg tale om fødevaresvindel fra et analytisk og internationalt perspektiv. Jeg vil fortælle om erfaringer og resultater fra store internationale forskningsprojekter samt give et bud på kommende udfordringer og eventuelle løsninger inden for fødevareautenticitet.
Vil du høre mere om fødevaresvindel?
Vær med på konferencen Food Fraud den 15. og 16. september og hør Kristian Holst Laursens indlæg. Du kan læse mere om konferencen her og tilmelde dig her.





