De vigtigste kendelser og domme det seneste år

vigtigste kendelser og domme det seneste år

Kristine Stage Mikkelsen er senior associate i Kromann Reumerts Udbudsgruppe og på Udbudskonferencen den 29. & 30 maj vil Kristine sammen med Jens Munk Plum gennemgå de vigtigste kendelser og domme det seneste år. De kommer blandt andet omkring alt hvad du bør vide af nyt i sagerne, perspektivering af afgørelser og meget mere.

Inden konferencen kan du læse et interview med Kristine her.

Hvordan er din baggrund og professionelle erfaring med udbudsretten? 

Jeg er uddannet Cand.Jur. fra Aarhus Universitet og har arbejdet med udbudsret siden 2017, hvor jeg startede som advokatfuldmægtig i Kromann Reumert. Jeg beskæftiger mig med alle facetter af udbudsretten og inden for mange forskellige brancher, men de seneste år, har store infrastrukturprojekter i forsyningssektoren fyldt en stor del af min arbejdsdag.

Hvad er de største udfordringer inden for udbudsretten i dine øjne?

I nogen brancher og projekter kan udbudsrettens rammer i mine øjne være for lidt fleksible og dermed vanskeliggøre, at ordregivere modtager attraktive tilbud – eller i værste fald overhovedet ikke modtager tilbud. Særligt i markeder, hvor der også er mange private aktører på indkøbersiden, risikerer man, at leverandører fravælger de offentlige udbudsprocesser og i stedet satser på private kunder, fordi det er for besværligt og omkostningstungt at deltage i offentlige udbud.

Hvordan tror du fremtiden og udviklingen ser ud på det udbudsretlige område om 5-10 år? 

Pyh… Det er et godt spørgsmål. Mon ikke der kommer nye direktiver i løbet af de næste 10 år, og måske de så udligner forskellene mellem forsyningsvirksomhedsdirektivet og udbudsdirektivet i endnu højere grad, end det er tilfældet i dag. I mine øjne er der i hvert fald nuancer direktiverne imellem, som det er svært at gennemskue baggrunden for.

Hvilke muligheder som ikke eksisterer i dag, håber du bliver muligt i fremtiden? 

Jeg håber, at adgangen til at overgå til udbud med forhandling fra en proces igangsat som offentligt eller begrænset udbud øges, så det ikke kun er en mulighed i de helt umulige tilfælde, hvor der f.eks. ikke modtages nogen tilbud, men også er muligt hvor tilbuddene måske nok er konditionsmæssige, men der konstateres større uhensigtsmæssigheder af den ene eller anden art.

Hvad taler du om på Udbudskonferencen, og hvad håber du, at deltagerne får ud af det? 

Jeg ser – sammen med Jens Munk Plum – tilbage på de seneste 12 måneder i Klagenævnet for Udbud og gennemgår de vigtigste/mest interessante kendelser. Jeg håber, at deltagerne bliver mindet om nogle vinkler af udbudsretten, som måske/måske ikke er blevet glemt i årets løb, men som forhåbentlig kan bruges i deres udbudshverdag.  

Hvad er dine egne forventninger til konferencen?

Jeg forventer, at jeg vanen tro, får belyst udbudsretten fra nye vinkler, og ikke mindst får lejlighed til at tale med en masse mennesker om, hvad der fylder i deres udbud, hvilke problemer de støder på, og hvordan de løser dem.

Vil du gerne høre mere fra Kristine Stage Mikkelsen?

Udbudskonferencen den 29. & 30. maj kan du høre et spændende indlæg med Kristine Stage Mikkelsen om de vigtigste kendelser og domme det seneste år. Hun kommer også omkring hovedtendenser, status på udviklingen og meget mere. Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.

Del dette Indlæg