13.12.2017

Forsikringsbranchen er midt i en digital transformation, hvor balancen mellem det menneskelige og teknologien er altafgørende. Digitaliseringen skal bidrage til at give en bedre kundeoplevelse og yde den bedste service.
Jesper Mortensen GF Forsikring

Når vi byder velkommen på konferencen Forsikring 2018 den 7.-8. februar 2018 vil det blandt andet være med et indlæg fra Jesper Mortensen, som er CEO i GF Forsikring. Her vil han dele med deltagerne, hvad der har medvirket til at skabe kundevækst i GF Forsikring.

Hvad håber du på, at deltagerne tager med sig hjem fra dit indlæg på konferencen?
Den kundevækst, som GF Forsikring har oplevet, er ikke tilfældig men derimod et resultat af en langsigtet strategi. Vi satser på mennesker og teknologi, og viden om og fokus på kunden er det altafgørende omdrejningspunkt. Her er vi gang med at opbygge en endnu stærkere kundecentreret kultur, da vi som kundeejet selskab – rent bogstaveligt – er til i kundens tjeneste, og det stiller store krav til vores performance på alle niveauer.

Mit håb er, at deltagerne vil tage med sig hjem, at mennesker og teknologi ikke er et enten-eller. Hos GF Forsikring arbejder vi både med fysisk og digital tilgængelighed og nærhed, og vi ser det ikke som modsætninger. Det er vigtigt, at man ikke tror, at systemer og teknologi er løsningen alene, når der skal skabes værdi for kunderne og forretningen.

Hvad ser du som den/de største udfordringer, som forsikringsbranchen står overfor?
Nogle af de største udfordringer er at identificere morgendagens forretningsmodel i en “disruptive” tidsalder samt at arbejde begavet med data og hele digitaliseringsbølgen, herunder blandt andet robotisering. Det er elementer, som på en og samme tid er branchens største udfordring samt største mulighed. Det mest krævende er at skabe resultatmæssige gennembrud og samtidig forretningsudvikle i tilstrækkelig grad.

Hvis du skal holde indlæg igen om fem år, hvad vil det så handle om?
Jeg vil gætte på, at kunstig intelligens er et af emnerne. Jeg er dog samtidig sikker på, at jeg også om fem år vil tale om balancen mellem mennesker og teknologi. Så længe GF Forsikring findes på markedet – og det har vi tænkt os at blive ved med – skal forsikring fortsat have et menneskeligt ansigt.

Læs mere om konferencen Forsikring 2018 og tilmeld dig her.