31.07.2017

Lys er en vigtig faktor i gadebilledet for at skabe stemning og sørge for, at det føles trygt at færdes på stier, pladser og veje. Med den rette teknologi og tilgang til energirenovering kan der desuden være mange penge at spare ved at optimere nuværende belysningsanlæg.

talerbilleder_gab-artikel

Når konferencen Vej- & gadebelysning 2017 løber af stablen den 22.-23. november, er det 9. år, at vi samler branchen til faglig opdatering og erfaringsudveksling. Hvert år sammensætter vi programmet i tæt dialog med tidligere deltagere og en lang fageksperter for at sikre, at den nyeste viden på området bliver belyst. Nedenfor kan du læse om nogle af emnerne på årets konference.

Vigtige parametre ved energirenovering
Når eksisterende belysningsanlæg skal renoveres, er den altoverskyggende motivation at opnå en økonomisk besparelse. Dette kunne umiddelbart lyde som en simpel øvelse, hvor gamle ineffektive armaturer blot erstattes med moderne effektive LED-armaturer. Helt så enkelt viser det sig dog ikke at være, hvis man kigger lidt nærmere på sagen. Tværtimod viser det sig, at energioptimering af vejbelysning er en kompleks sag, hvor de potentielle gevinster høstes ved at være opmærksom på højst overraskende parametre, der ofte ikke inddrages, når nyanlæg og renoveringsopgaver udbydes. På konferencen vil Christian Klinge fra ÅF Lighting give indsigt i, hvor besparelsen egentlig opnås, og hvilke faldgruber man skal undgå, når vejbelysning skal energirenoveres.

Lyset rolle i udviklingen af byområder i Aalborg
I byer over hele landet er man i fuld gang med at omdanne tidligere industriområder til nye attraktive byområder med en god blanding af boliger, erhverv og rekreative områder. I Aalborg har man gennem mange år arbejdet målrettet med at bruge lys som redskab til at udvikle nye byområder, styrke byens identitet og tilbyde byrum til borgere og besøgende, som også efter mørkets frembrud fremstår indbydende. Her så man tidligt muligheden for at lade lyset spille en central rolle i forvandlingen af de gamle havneområder, som i dag fremstår med sin helt egen identitet og attraktionskraft, og som tiltrækker besøgende døgnet og året rundt. Til november kan du høre Thomas Birket-Smith fra Aalborg Kommune fortælle om tankerne bag at bruge lyset som byudviklingsredskab i Aalborg.

Overgangen til LED teknologi i Stockholm
I disse år har Stockholm, ligesom mange andre storbyer, fødderne solidt plantet midt i det teknologiske paradigmeskift, som overgangen til LED teknologi udgør. Det kræver overblik og en god strategi at sikre udbyttet af denne overgang, ligesom valg af styringsprincipper og systemer spiller en central rolle. I Stockholm har man valgt samtidig at kigge på en mulig integration af smarte teknologier, hvilket ikke ligefrem gør arbejdet mere overskueligt. Bliv inspireret, når Björn Lindelöf fra Stockholm Kommune fortæller om, hvordan Nordens største by griber overgangen til LED an, og hvilke valg de står overfor at skulle træffe.

Læs mere om konferencen Vej- & gadebelysning 2017 og tilmeld dig her.